En svær forståelseskløft mellom Danmark og Grønland

Mens danske politikere gerne fortæller, hvordan Grønland vil opleve et dramatisk drop i velfærden, hvis løsrivelsen skulle blive en realitet, er en stor del af den grønlandske befolkning overbevist om, at løsrivelsen vil gavne den grønlandske økonomi og dermed deres egne livsbetingelser.

Undersøgelsen, der er lavet under kyndig vejledning af professorerne Minik Rosing og David Dreyer Lassen på Københavns Universitet, dokumenterer først, at 67,8 procent af alle voksne bosat i Grønland ønsker, at Grønland på et eller andet tidspunkt i fremtiden bliver en uafhængig stat løsrevet fra Danmark.

Den del af undersøgelsen vil næppe overraske mange på Christiansborg. To gange tidligere har et lille analysefirma i Nuuk, H.S. Analyse, vist tilsvarende opbakning til visionen om løsrivelse.

Det nye i undersøgelsen er, at den viser, hvordan 62,7 procent af de grønlandske tilhængere af løsrivelse mener, at en afslutning på rigsfællesskabet, som vi kender det, vil have "positiv" eller endog "meget positiv" indvirkning på Grønlands økonomi. Det har vi ikke før haft dokumentation for, og man kan hurtigt opregne flere grunde til, hvorfor danske politikere formentlig kan have glæde af at spekulere lidt videre over den nyhed.

Forståelseskløft

For de grønlandske politikere er det formentlig tankevækkende, at der er så stor forskel på forventningerne til løsrivelsen i Grønland. Blandt modstanderne af løsrivelsen mener 79 procent nemlig, at løsrivelsen vil have "negative" eller "meget negative" konsekvenser.

Der er med andre ord, og uanset hvad man selv mener, en oplagt risiko for at splitte den grønlandske befolkning i to grupper med meget forskellige fremtidsopfattelser. Man behøver blot at tænke på Brexit og den lammelse, der har ramt Storbritannien, for at ane, hvor destruktivt en sådan kløft kan udvikle sig.

For den videre dansk-grønlandske diskussion kan vi konstatere, at tilhængerne af løsrivelsen i Grønland er meget langt fra at være enige i den analyse af løsrivelsens potentielle konsekvenser, der ofte lægges til grund i Danmark.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og andre har fra Folketingets talerstol gerne gjort opmærksom på, hvordan 52 procent af de offentlige udgifter i Grønland fortsat finansieres af det årlige bloktilskud fra Danmark. Og så føjer de gerne til, at Grønlands søgrænser, politivæsen, fiskerikontrol og redningstjeneste fortsat opretholdes uden mange omkostninger for Grønland, blandt andet i kraft af det danske forsvars arktiske kommando og de tilhørende fly, skibe og det specialiserede mandskab.

Denne faktaboks bruges af danske politikere i mange forskellige aftapninger; den kan uddybes i detaljer om plejehjem, skoler, børneomsorg og andre velfærdsgoder, som angiveligt vil mangle, hvis bloktilskuddet engang skulle blive blokeret, fordi grønlænderne vælger at løsrive sig.

På samme måde – omend med mindre direkte politisk fortolkning – leverer Grønlands Økonomiske Råd, ofte repræsenteret ved Rådets formand, den tidligere overvismand i Danmark, Torben M. Andersen, løbende analyser og kommentarer, der viser, hvordan Grønlands økonomi skal forbedres markant, hvis det hele skal hænge sammen på lidt længere sigt; senest præsenterede Torben M. Andersen analysen på den årlige Grønlands-konference i DI.

Torben M. Andersen afholder sig som professionel økonom selvfølgelig fra at mene noget om, hvorvidt Grønland skal løsrive sig eller ej, men rådets analyser følger samme logik som de danske politikeres. Logikken lyder, at der er så mange udfordringer for langtidsholdbarheden af den grønlandske velfærd, at det selvsagt ikke nytter at rokke for meget ved båden – for slet ikke at tale om at løsrive Grønland fra det åndedrætsopholdende bloktilskud fra den danske statskasse.

Danmark dyrt bekendtskab?

Problemet for dialogen mellem Danmark og Grønland er altså ikke – ved vi nu fra den nye undersøgelse – at det store flertal af løsrivelsestilhængere i Grønland ikke har fæstet nogen lid til den analyse, der er den gængse i Danmark. De ønsker ikke bare løsrivelse på trods af den analyse, der dominerer i Danmark; de er simpelthen dybt uenige i selve analysens substans.

Graferne i den nye videnskabelige undersøgelse taler deres eget, tydelige sprog: 27,7 procent af dem, der mener, at løsrivelse vil have "meget positiv" indvirkning på den grønlandske økonomi, er kun en smule mindre end den andel, der mener, at effekten bare vil være "positiv"; det mener 34,6 procent af de adspurgte.

Jeg tillader mig at gætte, at en væsentlig del af de samme mennesker faktisk mener, at tilhørsforholdet til Danmark ligefrem er en byrde for den grønlandske økonomi. Det er ikke præcist det, tallene viser, men forestillingen om, at det dansk-grønlandske forhold i økonomisk forstand er til dansk fordel (og i øvrigt længe har været det), har man kunnet møde i Grønland længe, og den forestilling har den danske politiske retorik altså tilsyneladende ikke rokket ved. Det efterlader en meget afgørende kløft i dialogen, som ingen hidtil har anvist nogen umiddelbart farbar vej over.

Hvorfor?

De mere end 600 respondenter i undersøgelsen er ikke blevet bedt om at begrunde, hvordan de er nået frem til, at løsrivelsen skulle producere bedre økonomiske forhold i Grønland.

Tallene viser en lidt større opbakning til visionen om løsrivelse i bygderne langs kysten end i de lidt større grønlandske byer. De viser også, at opbakningen er lidt større blandt de grønlændere, der opfatter sig selv som mindre velstående, end blandt dem, der mener, at de i økonomisk forstand har det lidt bedre. Det er ikke store forskelle, men de svarer nogenlunde til den almindelige antagelse, der har været gældende i Grønland i nogle år, nemlig at de løsrivelsesivrige partier har lidt større opbakning blandt vælgerne i de mindre kystsamfund, hvor der er mange fiskere og fangere, end i byerne, hvor der er relativt flere lønmodtagere og folk med formel uddannelse.

Vi ved som nævnt ikke, hvordan respondenterne når frem til analysen af de forventede, økonomiske konsekvenser af løsrivelsen. Men undersøgelsen hjælper til at forstå, hvorfor partier, der argumenterer for løsrivelse, lige siden de politiske partiers historie begyndte i Grønland, har høstet den overvejende del af stemmerne, når der er valg i Grønland.

Ligesom deres vælgere synes heller ingen af de toneangivende aktører i grønlandsk politik at dele den økonomiske analyse af løsrivelsens potentielle konsekvenser, der oftest lægges til grund i Danmark.

Der er ingen af de ledende politikere i Grønland, der argumenterer for, at befolkningen i Grønland bør acceptere en nedgang i levestandarden til gengæld for hurtige skridt mod løsrivelse. Velfærdssamfundets vedligeholdelse er i Grønland såvel som i Danmark blevet en fast del af al politiks mål, og det rokker visionen om løsrivelse ikke ved. Politikerne fastholder i stedet mere eller mindre implicit, at løsrivelsen vil styrke Grønland, frisætte flere kræfter, skabe initiativ, nyt mod og fornyet innovation både i det private og i det offentlige, herunder til omlægning af den ganske store, offentlige administration i Grønland, der sluger en pæn bid af det offentlige budget, og som i mange politikeres øjne er en noget klodset klon af den danske centraladministration.

På samme måde kan man også møde det argument, at løsrivelse vil gøre det nemmere at inddrage de svageste mere aktivt i samfundslivet, fordi de efter løsrivelsen i højere grad vil føle sig anerkendt, blive set og hørt – også selvom de ikke taler dansk.

Løsrivelse lig med velfærd

Den nuværende finansansvarlige i Naalakkersuisut, Grønlands Landsstyre, Vittus Qujaukitsoq, gjorde under seneste valgkamp i det tidlige 2018 klart, at han var parat til at acceptere en vis nedgang i levestandarden i Grønland, hvis det var nødvendigt for at fremskynde løsrivelsen, men det var en enlig svale. Han fulgte det ikke op med detaljer, og det var ikke et udsagn, der vakte større furore. Opstanden over denne fravigelse fra hovedreglen udeblev, muligvis fordi Qujaukitsoqs overraskende melding lå fjernt fra den gængse politiske logik i Grønland, som også Vittus Qujaukitsoq som mangeårigt medlem af Siumut, det gamle regeringsbærende parti i Grønland, længe har repræsenteret.

Qujaukitsoq stiftede fort før valget i april sit eget parti, Nunatta Qitornai, men han opererer i tæt koalitions-symbiose med formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, der også er formand for Siumut, og i den alliance har tanken om at give køb på skoler, plejehjem og børneomsorg til gengæld for et hurtigt ryk mod løsrivelsen ingen plads. Løsrivelsen ses snarere som et værktøj til større eller i hvert fald vedligeholdt velfærd, ikke det modsatte. Der findes endnu ingen offentliggjorte, teknisk-økonomiske analyser, der dokumenterer, at løsrivelse ville styrke økonomien, men vi ved nu, at den antagelse har godt fat i vælgerkorpset.

Den nye holdningsanalyse blev offentliggjort i Nuuk i begyndelsen af december. Den gennemføres af de to ph.d.-studerende: Kelton Ray Minor, der forsker ved Kraks Fond Byforskning og Centre for Social Data Science (Sodas) på Københavns Universitet, og Gustav Agneman fra Økonomisk Institut i Købehavn. De to og fire forskningsassistenter fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, opsøgte over to måneder i sommer 606 voksne i 13 byer og bygder fra nord til syd i Grønland og bad dem udfylde et spørgeskema. Alle respondenter var nøje udvalgt af Grønlands Statistik, der sikrede et repræsentativt udvalg af unge, gamle, by- og bygdeboere. Undersøgelsen viser også, hvordan grønlænderne oplever klimaforandringerne, fiskeriet og udsigterne til minedrift i Grønland. En større rapport med flere tal og analyser ventes til februar. Undersøgelsen er en del af forskningssamarbejdet Greenland Perspective mellem Ilisimatusarfik, universitetet i Nuuk, og Københavns Universitet.

-

Martin Breum er en dansk journalist som skriver om Arktis blandt andet for Weekendavisen, Sermitsiaq (Gr)., EUobserver.com (Brux.) og ArcticToday.com (US). Analysen er tidligere publisert i det danske Altingets publikasjon A: Arktis.